Skip to main content

Ny sektionsleder i Statens Serum Institut

Overlæge og ph.d. Camilla Holten Møller er pr. 1. februar 2026 ansat som sektionsleder i Central Enhed for Infektionshygiejne (CEI) i Statens Serum Institut.

CEI er Statens Serum Instituts centrale enhed for infektionshygiejne, som arbejder med forebyggelse og overvågning af infektioner i sundhedsvæsenet samt rådgivning om hygiejne og smitteforebyggelse.

Camilla Holten Møller er speciallæge i samfundsmedicin og kommer fra en stilling i SSI’s direktionssekretariat, hvor hun har koordineret nationale og internationale aktiviteter inden for antimikrobiel resistens (AMR), herunder arbejdet med den nye Nationale Handlingsplan for Antimikrobiel Resistens.

Camilla Holten Møller har tidligere ansættelser i klinisk mikrobiologi og infektionsmedicin og har skrevet ph.d.-afhandling om den humane sygdomsbyrde ved husdyr-MRSA. Hun har desuden været tilknyttet CEI som uddannelseslæge, hvor hun blandt andet varetog opgaver inden for den nationale MRSA-overvågning.

Hun har et stærkt fokus på den nationale forankring af infektionsforebyggelse i et sundhedsvæsen under hastig forandring og ser frem til samarbejdet med både eksisterende og nye aktører på området.