Ny cheflæge i Akutmodtagelsen på Herlev og Gentofte Hospital

Charlotte Barfod er tiltrådt som cheflæge i Akutmodtagelsen på Herlev og Gentofte Hospital. Hun kommer fra en stilling som korpslæge i Forsvaret og har tidligere blandt andet været cheflæge i Akutberedskabet.
Gennem hele sin karriere har hun arbejdet med den akutte patient – både som kliniker og som leder.
Hun tiltræder i en periode, hvor sundhedsreform og sammenlægning af regionerne placerer akutområdet centralt i det samlede sundhedsvæsen.
"De akutte patienter, deres behandling og forløb har altid være driveren i mit arbejde som læge, både som kliniker og som leder. At kunne hjælpe mennesker i kritiske og sårbare situationer, i samarbejde med andre fagligheder, er utrolig meningsfuldt og givende, men det stiller også høje følelsesmæssige krav. Det er et højt arbejdstempo og høje forventninger, der møder fagprofessionelle i front, hvad enten det er i Forsvaret, det præhospitale eller i hospitalsvæsnet. Jeg er optaget af at skabe de bedst mulige forudsætninger og rammer for medarbejderne, så de kan yde deres bedste i mødet med patienterne og deres pårørende", siger hun.
Med erfaring fra både det præhospitale område, hospitalsvæsnet og Forsvaret får Akutmodtagelsen en leder med indgående kendskab til arbejdet i frontlinjen, hvor hurtige beslutninger og tæt tværfagligt samarbejde er afgørende.
