Reumatologisk pioner er død

Overlæge, professor emerita Bente Danneskiold-Samsøe er gået bort efter længere tids sygdom. Det oplyser Parker Instituttet på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital på LinkedIn.
Bente Danneskiold-Samsøe vil blive husket for sin ukuelige indsats for de reumatologiske patienter og var banebrydende med sine initiativer på områder som "Træning er den bedste medicin", biologisk behandling mod leddegigt og anerkendelsen af fibromyalgi, som blev hendes hjertesag, skriver Parker Instituttet.
I kraft af hendes indsats blev Frederiksberg Hospitals reumatologiske afdeling et centrum for forskning, og det førte til oprettelsen af Parker Instituttet i 1999. Længe efter sin pensionering blev hun ved med at komme til møder og inspirere de yngre forskere, altid med udgangspunkt i patienternes tarv.
Bente Danneskiold-Samsøe var – igen forud for sin tid – en varm fortaler for patientinvolvering i forskningen og blev til det sidste ved med at deltage i Parker Instituttets patientforening. Hun vil blive savnet for sin uselviske og kærlige væremåde.
