Ny professor i hospitalsfarmaci ved SDU

Lene Juel Kjeldsen er udnævnt til professor i hospitalsfarmaci på Syddansk Universitet, hvor hun skal styrke den praksisnære forskning i klinisk farmaci og bæredygtighed af lægemidler.
Det skal ske med det formål at optimere den medicinske behandling og sikre en mere ansvarlig anvendelse af lægemidler til gavn for både patienter og samfund.
Professoratet er forankret i Hospital Pharmacy Research Unit (HoPRU), hvor hun er forskningsleder, og forskningsområderne følger i høj grad apotekets forskningsenhed med fokus på klinisk farmaci og bæredygtighed af lægemidler. Udnævnelsen er efter alt at dømme den første af sin slags i verden inden for hospitalsfarmaci, og Lene Juel Kjeldsen er samtidig den eneste sygehusapoteker i Danmark, som også er professor.
Forskningen i HoPRU er praksisnær og har til formål at blive implementeret direkte i klinisk praksis. Inden for klinisk farmaci arbejder forskningen blandt andet med at optimere patienters medicinske behandling. Forskningsgruppen er medansøger på en international Horizon-bevilling på 125 millioner kroner til projektet AIM-SAFE, hvor der blandt andet forskes i, hvordan kunstig intelligens kan skabe hurtigt overblik over patienters samlede medicinering.
Derudover testes komplekse modeller for medicingennemgange i kontrollerede lodtrækningsstudier med henblik på at identificere de patienter, der har størst gavn af indsatsen. Arbejdet foregår i tæt samarbejde med kliniske afdelinger på Sygehus Sønderjylland og med almen praksis.
Inden for bæredygtighed arbejder forskningen blandt andet med principperne ”Reduce, reuse & recycle”. Der er igangsat et ph.d.-projekt om lægemidler i spildevand fra sygehuse og mulighederne for at forebygge udledning. Samtidig forskes der i medicinspild i hele kæden fra indkøb til anvendelse, herunder potentialet for genanvendelse af ubrugt medicin.
Professoratet har et bredt samarbejde lokalt, regionalt, nationalt og internationalt. Sygehusapotekerne i Danmark samarbejder bredt, og HoPRU fungerer som tovholder for både regionale og nationale forskningsnetværk. Forskningsenheden har blandt andet netop afsluttet et nationalt projekt om ordination af lægemidler ved nedsat nyrefunktion, hvor enheden var projektleder.
Aktuelt deltager forskningsgruppen desuden i et samarbejde med hospitaler i Maastricht og Leuven om centrale begreber inden for klinisk farmaci og indgår i det internationale Horizon-projekt ledet af Klinisk Forskningsafdeling på Sygehus Sønderjylland.
Lene Juel Kjeldsen er uddannet farmaceut fra København i 1997 og afsluttede sin ph.d. ved Department of Medicine på University of Queensland i Australien i 2002. Hun har gennem størstedelen af sit arbejdsliv arbejdet med forskning og udvikling inden for hospitalsfarmaci – særligt klinisk farmaci – blandt andet hos Amgros, Pharmakon, Odense Universitetshospital og senest ved Sygehus Sønderjylland.
Hendes forskning har et tydeligt patientnært sigte og kombinerer klinisk kvalitet, tværfagligt samarbejde og et stigende fokus på bæredygtighed i sundhedsvæsenet.
Lene Juel Kjeldsen er født den 19. september 1972 på Sønderborg Sygehus og er opvokset i Padborg. Hun er gift med hjertekirurgen Bo Juel Kjeldsen og er mor til Johannes på 15 år og Martin på 18 år samt bonusmor og bedstemor.
