Ny direktør for Reform og Sundhed i Region Nordjylland

Rikke Albrektsen er ansat som ny direktør for Reform og Sundhed i Region Nordjylland og tiltræder 1. april 2026.
Hun får blandt andet ansvaret for arbejdet med sundhedsreformen og for omstillingen af det nordjyske sundhedsvæsen.
Rikke Albrektsen kommer fra Frederikshavn Kommune, hvor hun de seneste 13 år har været direktør med ansvar for blandt andet social- og sundhedsområdet. Her har hun stået i spidsen for flere større forandringsprocesser og arbejder aktuelt med implementeringen af sundhedsreformen fra kommunal side.
I Region Nordjylland er hun valgt blandt et større ansøgerfelt, blandt andet på grund af sin erfaring med ledelse og med det tværsektorielle samarbejde, som får en central rolle i de kommende år.
Koncerndirektør Anne Bukh siger: "Jeg er rigtig glad for, at Rikke har sagt ja til stillingen. Vi står midt i en kæmpe omlægning af sundhedsvæsnet, og det betyder meget, at Rikke kommer med sin viden og erfaring fra kommunen. Jeg er sikker på, at hendes bidrag ind i det sammenhængende sundhedsvæsen og i forhold til sundhedsrådene vil gøre en positiv forskel."
Rikke Albrektsen ser frem til den nye opgave og siger: "Jeg glæder mig rigtig meget til at arbejde i Region Nordjylland. Sundhedsreformen er meget vigtig, og jeg ser frem til at arbejde endnu mere med den og det nordjyske sundhedsvæsen generelt. Jeg ønsker ledelsesmæssigt at bidrage til et samarbejde mellem region, kommuner og almen praksis, der finder bæredygtige løsninger tæt på borgerne."
Hun er uddannet cand.scient.pol. og bor i Aalborg med sin mand. Sammen har de to voksne børn.
