Ny kommunikations- og sekretariatschef i Hospitalsenhed Midt

Jens Flensted-Jensen tiltræder 1. april som kommunikations- og sekretariatschef i Hospitalsenhed Midt.
Her får han ansvaret for hospitalsenhedens samlede kommunikation og sekretariatsarbejde i en tid, hvor sundhedsvæsenet står midt i store forandringer.
Han er uddannet cand.mag. i medievidenskab og kommer med en bred ledelseserfaring. De seneste 12 år har Jens Flensted-Jensen været kommunikationschef i Psykiatrien i Region Midtjylland, hvor han har stået i spidsen for tre teams og blandt andet arbejdet med strategisk kommunikation og med at nedbryde tabuer omkring psykisk sygdom.
I forbindelse med integrationen af psykiatri og somatik ved årsskiftet tiltrådte han som chef for Inddragelse og Projekter i Region Midtjyllands Koncern Kommunikation. Her har han blandt andet haft ansvar for udviklingen af et nyt regionalt center for patienter og pårørende.
Administrationschef i Hospitalsenhed Midt, Tine Joensen, siger: "Jens kommer med stor erfaring inden for ledelse og kender Region Midtjylland og den politiske kontekst godt. Og så har han et indgående kendskab til både sundhedsreformen og til det psykiatriske område, som ved årsskiftet også blev en del af Hospitalsenhed Midts virke. Vi ser Jens som en dygtig og vellidt leder og en behagelig samarbejdspartner, så vi glæder os til at byde ham velkommen hos os."
Jens Flensted-Jensen siger selv: "Jeg glæder mig til at blive en del af Hospitalsenhed Midt og arbejde sammen med dygtige kolleger på tværs af organisationen. For mig handler god kommunikation og et stærkt sekretariat om at skabe tillid, retning og fælles forståelse i en hverdag, hvor vi gør en reel forskel for mennesker."
