Skip to main content

Ny chefsygeplejerske til gynækologi og fødsel i Aalborg

Aalborg Universitetshospital har ansat Ann Engkjær som ny chefsygeplejerske på Afdeling for Gynækologi, Graviditet og Fødsel.

Det fremgår af et opslag fra Aalborg Universitetshospital på LinkedIn.

Hun tiltrådte stillingen den 1. marts og kommer fra en stilling som chefsygeplejerske i Afdeling for Børn og Unge på Regionshospital Nordjylland. Tidligere har hun været ledende oversygeplejerske i Medicinsk Afdeling samme sted og har en Master of Public Administration.

Ann Engkjær peger på samarbejde som et centralt fokus i sin nye rolle.

"Jeg vil særligt arbejde for et godt tværfagligt samarbejde i afdelingsledelsen, der kan give god grobund for at udnytte muligheder for udvikling og samarbejde i afdelingen. Naturligt tager flytteprocesserne også fokus. Flytning, nye samarbejdsformer og ikke mindst en ny sundhedsreform skal vi jonglere hånd i hånd," siger hun.

Den nye chefsygeplejerske lægger også vægt på det daglige samarbejde med medarbejderne i afdelingen.

"Jeg ser først og fremmest frem til at lære de mange nye mennesker at kende i afdelingen – og til sammen med de højtmotiverede fagspecialister og afdelingsledelsen at skabe samarbejde og udvikling på tværs til gavn for patienterne," siger hun.