Ny doktor sætter fokus på senfølger af medfødt hjertefejl

Læge og ph.d. Marie Ørum Maagaard, har opnået doktorgraden ved Aarhus Universitet for sin forskning i en medfødt hjertefejl.
Den medfødte hjertefejl, som i mange år har været opfattet som ufarlig, viser sig at kunne give problemer senere i livet.
Hun forsvarede sin doktordisputats den 20. februar 2026 på Institut for Klinisk Medicin, hvor hun har undersøgt langtidskonsekvenserne af den hyppigt medfødte hjertefejl, der kaldes ventrikel septum defekt.
Ventrikel septum defekt er en lille åbning i skillevæggen mellem hjertets to pumpekamre. Tilstanden bliver ofte betragtet som uden betydning, og mange patienter afsluttes tidligt fra kontrol på hospitalet.
Marie Ørum Maagaards forskning tegner et andet billede. Ved at undersøge både unge og ældre voksne med en lille, ubehandlet åbning fandt hun, at deres iltoptagelse under fysisk aktivitet i gennemsnit var omkring 30 procent lavere end hos raske personer på samme alder.
Scanninger af hjertet viste samtidig, at patienterne havde sværere ved at øge hjertets pumpekraft og blodgennemstrømning, når kroppen blev belastet.
”Vores resultater viser, at selv små, åbne VSD’er ikke nødvendigvis er så harmløse, som man tidligere har antaget. Nogle patienter kan opleve nedsat fysisk kapacitet og ændret hjertefunktion senere i livet,” siger Marie Ørum Maagaard i pressemeddelelsen fra Aarhus Universitet den 11. marts 2026.
I dag overlever langt de fleste børn med medfødte hjertefejl til voksenalderen. For nogle opstår der dog senfølger, som først viser sig mange år senere.
Ifølge Marie Ørum Maagaard peger resultaterne på, at der er behov for større opmærksomhed på patienter med selv små åbninger i hjertet.
”Jeg håber, at vores forskning kan bidrage til, at flere patienter bliver tilbudt en mere systematisk opfølgning i voksenlivet. For nogle kan der være behov for tættere monitorering og eventuel behandling,” siger hun.
