Professor Anders Troelsen får Gigtforeningens æresmedalje

Overlæge, ortopædkirurg og professor Anders Troelsen fra Hvidovre Hospital har modtaget Gigtforeningens æresmedalje for sin mangeårige indsats inden for forskning i og behandling af slidgigt.
Anders Troelsen leder klinisk ortopædkirurgisk forskningsenhed på Hvidovre Hospital og står bag det danske forskningsnetværk CAG ROAD, hvor patienter, forskere og klinikere arbejder sammen på tværs af fag og institutioner for at forbedre livet for mennesker med artrose, som er den lægelige betegnelse for slidgigt.
Som 37-årig blev Anders Troelsen i 2014 den yngste professor i Danmark i ortopædkirurgi. Gennem næsten 20 år har han publiceret tæt på 300 videnskabelige artikler, og hans forskning har især bidraget til at forbedre behandling og patientforløb ved hofte- og knæartrose. Arbejdet spænder fra patienternes oplevede livskvalitet og funktionsniveau til kirurgisk behandling, rehabilitering, forebyggelse, træning og vægttab.
Ifølge Gigtforeningen er det patientperspektivet, der går igen i Anders Troelsens arbejde.
"Bag resultaterne ligger en vedholdende nysgerrighed, en insisteren på hele tiden at lære mere – og en meget klar idé om, hvad det hele i sidste ende handler om: At forbedre livet for den enkelte patient," siger Gigtforeningens formand, Martin Bøge Mikkelsen.
I CAG ROAD arbejder blandt andre ortopædkirurger, fysioterapeuter, almenmedicinere, sundhedsøkonomer, farmaceuter og andre specialister sammen om forskning, der går fra biomedicinsk grundforskning til klinisk forskning. Målet er at løfte behandlingen af patienter med artrose til et nyt niveau.
Anders Troelsen har også markeret sig i arbejdet med at bringe forskning og evidens ind i den sundhedspolitiske debat, så ny viden kan omsættes til konkrete forbedringer for patienterne.
"Anders Troelsen nøjes ikke med at mestre sit felt. Han er med til at udvikle det. Han bygger bro mellem forskning og klinik, mellem fagligheder og mellem system og menneske – altid med patienten som det centrale omdrejningspunkt," siger Martin Bøge Mikkelsen.
Anders Troelsen takkede for hæderen med medaljen i hånden.
"En kæmpe stor tak. Det er ærefuldt for mig og rigtig god benzin til at arbejde videre," sagde Anders Troelsen.
I sin takketale fremhævede han mødet med patienterne som en drivkraft i arbejdet.
"Det mest givende for mig er mødet med patienten. Når man hører en patient sige et år efter en knæoperation: Jeg har fået livet igen. Det er da livskvalitet i tykke stråler," sagde Anders Troelsen.
