Annamaria Giraldi får ny koordinerende professorrolle

Klinisk professor Annamaria Giraldi får ny rolle som koordinerende professor på Bispebjerg Hospital og Frederiksberg Hospital.
Hun skal fremover dele opgaven med klinisk professor Michael Kjær, som gennem flere år har haft en central rolle i samarbejdet mellem hospitalet og Institut for Klinisk Medicin ved Københavns Universitet.
De koordinerende professorer fungerer som bindeled mellem Institut for Klinisk Medicin og hospitalet. Rollen handler blandt andet om at styrke samarbejdet om forskning, undervisning og videndeling på tværs af universitet og hospital.
Med to koordinerende professorer ønsker Bispebjerg Hospital og Frederiksberg Hospital at styrke rammerne for samarbejdet, blandt andet i lyset af sammenlægningen af psykiatri og somatik.
Annamaria Giraldi er klinisk professor og overlæge med speciale i sexologi. Hun er professor i sexologi ved Københavns Universitet og har i en årrække været en markant forsker og kliniker inden for seksuel sundhed.
Michael Kjær fortsætter som koordinerende professor og skal sammen med Annamaria Giraldi understøtte det tætte samarbejde mellem hospitalet og Institut for Klinisk Medicin.
