Skip to main content

Ny cheflæge i Fysiologi i Viborg

Christian Høyer bliver ny cheflæge i Fysiologi på Regionshospitalet Viborg, hvor han tiltræder 1. juli 2026.

Den nye cheflæge er et kendt ansigt i afdelingen og har gennem flere år opbygget et indgående kendskab til både hverdagen og opgaverne i Fysiologi.

Høyer begyndte i Fysiologi som led i sin speciallægeuddannelse og ph.d. og blev senere overlæge i 2017. Siden april 2024 har han været ledende overlæge og uddannelsesansvarlig overlæge i afdelingen. Han er speciallæge i klinisk fysiologi og nuklearmedicin, ph.d. og specialerådsformand for sit speciale i Region Midtjylland.

Som cheflæge får han ansvar for en af Hospitalsenhed Midts mindste, men centrale afdelinger. Fysiologi har 35 medarbejdere og samarbejder tæt med hospitalets øvrige afdelinger om undersøgelser, der kan finde årsagerne til patienternes symptomer. Afdelingen arbejder blandt andet med radioaktive sporstoffer, PET/CT-skanninger, ultralyd, lungefunktionsundersøgelser, blodtryksmålinger og DEXA-skanninger af knoglernes mineralindhold.

"Vi er meget glade for, at Christian har sagt ja til at blive cheflæge i Fysiologi. Christian har gjort det utrolig godt som uddannelsesansvarlig overlæge og har på flere områder sat sit tydelige aftryk på afdelingen – ikke mindst gennem sit arbejde med at standardisere PET/CT-skanninger på tværs af hele regionen, som helt konkret har styrket diagnostikken for vores patienter. Med ham får vi en cheflæge, der kender afdelingen godt og har øje for den udvikling og de muligheder, fremtiden kræver og byder på," siger lægefaglig direktør Claus Brøckner Nielsen.

Høyer peger selv på samarbejdet på tværs af fag, afdelinger og matrikler som et centralt omdrejningspunkt for arbejdet i Fysiologi.

"Jeg tror på, at vi skaber de bedste og mest effektive forløb for vores patienter, når vi samarbejder tæt på tværs af fag, afdelinger og matrikler. Uanset om det handler om overordnede standarder eller den enkelte patients forløb, lykkes vi bedst i fællesskab," mener Christian Høyer.

Som ny cheflæge vil han blandt andet styrke forskningsmiljøet i afdelingen, udnytte mulighederne i kunstig intelligens til bedre billeddiagnostik med lavere stråledosis og sikre, at afdelingens kapacitet bliver brugt bedst muligt. Uddannelse og arbejdsmiljø bliver også centrale fokusområder.

"For mig er der ingen tvivl om, at faglig udvikling og et trygt arbejdsmiljø går hånd i hånd. Når vi investerer i uddannelse for alle faggrupper og skaber rum til, at vi kan lære af hinanden – og af vores fejl – så bliver vi bedre til at passe på vores patienter," mener Christian Høyer.

Christian Høyer overtager cheflægestillingen efter Jan Abrahamsen, der går på pension efter 28 år på Regionshospitalet Viborg. Den nye cheflæge er 45 år og bor i Viborg sammen med sin kone og parrets tre døtre.