Skip to main content

Hjerteforsker fra Herlev og Gentofte hædres med forskningspris

Professor og overlæge Tor Biering-Sørensen fra Afdeling for Hjertesygdomme på Herlev og Gentofte Hospital er årets modtager af Hjerteforeningens og Dansk Cardiologisk Selskabs forskningspris.

Prisen gives for at anerkende og synliggøre dansk hjerte-kar-forskning af høj international kvalitet. Den skal samtidig fremhæve forskning, der har udvidet forståelsen af hjerte-kar-sygdomme og ført forskningen videre, samt inspirere yngre forskere og styrke det faglige fællesskab i det kardiologiske miljø.

I begrundelsen for prisen fremhæver Dansk Cardiologisk Selskab og Hjerteforeningen Tor Biering-Sørensens videnskabelige produktion, internationale gennemslagskraft og væsentlige bidrag til dansk og international kardiologisk forskning gennem en årrække.

Hans forskning har blandt andet været med til at udvikle nye metoder til at gennemføre store kliniske studier ved hjælp af danske sundhedsregistre og digitale løsninger i CTCPR - Center for Translational Cardiology and Pragmatic Randomized Trials.

Prisen blev overrakt af formand for Dansk Cardiologisk Selskab Jens Flensted Lassen og Hjerteforeningens administrerende direktør Morten Ørsted-Rasmussen. Prisen uddeles årligt og er på 25.000 kroner.