LEO Pharma-direktør bliver formand for life science-satsning

Frederik Kier, Executive Vice President, International Operations i LEO Pharma, bliver ny formand for Erhvervsfyrtårn Life Science frem til 2028.
LEO Pharma overtager formandskabet efter Novo Nordisk og Lundbeck, som har drevet satsningen i de første perioder.
Erhvervsfyrtårn Life Science er en national satsning med internationalt udsyn, som skal styrke innovation, vækst og lighed i sundhed gennem samarbejde mellem den offentlige sundhedssektor, private virksomheder og andre aktører. Siden etableringen i 2022 har initiativet engageret flere end 700 danske organisationer i en sektor, der beskæftiger over 50.000 personer i Danmark og sidste år eksporterede for 189 milliarder kroner.
Med LEO Pharma som ny formand får satsningen et særligt fokus på hudsygdomme. LEO Pharma er en global virksomhed inden for medicinsk dermatologi og har i mere end 60 år arbejdet med medicin til patienter med hudsygdomme.
"Jeg glæder mig meget til at blive en del af Erhvervsfyrtårn Life Science og til samarbejdet med de mange engagerede aktører. Sammen kan vi skabe løsninger, der gør en reel forskel for både patienter, sundhedsvæsnet og erhvervslivet," siger Frederik Kier.
Den nye formand ser et stort potentiale i samarbejdet mellem den offentlige sundhedssektor og private virksomheder, særligt når det gælder kroniske sygdomme og løsninger tættere på borgernes hverdag.
"Hudsygdomme er ikke kun et medicinsk problem – de kan være en stor belastning for de mennesker, der lever med dem, og kan i høj grad begrænse deres mulighed for at deltage aktivt i samfundet. Derfor er hudsygdomme et oplagt udgangspunkt for at udvikle nye løsninger på kronikerområdet i samarbejde mellem offentlige og private aktører. Løsninger, der kan understøtte udviklingen af det danske sundhedsvæsen og samtidig styrke Danmarks position gennem målrettede initiativer, hvor viden og innovation omsættes til konkret værdi for mennesker, samfund og erhvervsliv," siger Frederik Kier, ny formand for Erhvervsfyrtårn Life Science.
Erhvervsfyrtårn Life Science blev etableret i 2022, efter at life science blev udpeget som en dansk styrkeposition. Novo Nordisk havde formandskabet i den første periode med fokus på Sund Vægt, og Lundbeck tog derefter over med fokus på Mental Sundhed.
Danish Life Science Cluster, den nationale klynge for life science og velfærdsteknologi, har fra begyndelsen været den samlende platform for de mange partnere i Erhvervsfyrtårn Life Science. Direktør Diana Arsovic kalder det oplagt, at LEO Pharma nu fører arbejdet videre.
"Det er perfekt og helt oplagt, at endnu en af de store danske globale virksomheder driver Erhvervsfyrtårn Life Science videre og er med til at styrke samarbejde mellem private virksomheder, det offentlige sundhedsvæsen og en række andre sektorer. Det er et kæmpe cadeau til erhvervsfyrtårnets partnerskabsmodel. Og netop LEO Pharmas erfaring og fokus på samarbejde mellem store og mindre virksomheder vil styrke samarbejde yderligere," siger Diana Arsovic.
Siden etableringen har Erhvervsfyrtårn Life Science drevet mere end 100 korte og længere innovationsprojekter med deltagelse af offentlige og private aktører fra hele landet. Mere end 4.000 brugere har testet løsninger, og interessen for erfaringerne rækker ifølge initiativet til mere end 35 lande. WHO Europe har desuden anerkendt partnerskabsmodellen, som nu kopieres til andre lande.
Den kommende temaperiode hedder Sundhed – hvor du er og løber fra 2026 til 2028. Her skal der arbejdes med sundhedsløsninger, som bringes tættere på borgernes hverdag og behov. LEO Pharma overtager formandskabet på Folkemødet på Bornholm, hvor Novo Nordisk og Lundbeck giver stafetten videre.
