Cheflæge bliver ny næstformand for landets overlæger

Overlægeforeningens bestyrelse har valgt den 46-årige cheflæge Bjarne Hjaltalin som ny næstformand.
Han afløser cheflæge Christina Frøslev-Friis, efter at hun er blevet valgt til Lægeforeningens bestyrelse som repræsentant for Overlægeforeningen.
Bjarne Hjaltalin blev valgt ind i Overlægeforeningens bestyrelse i 2022. På det tidspunkt var han samtidig formand for det regionale overlægeråd i Region Sjælland og tillidsrepræsentant for overlægerne i Køge.
Hans fagpolitiske engagement begyndte allerede på medicinstudiet, hvor han var formand for FADL. Senere fulgte en række tillids- og ledelsesposter i Yngre Læger. Han har blandt andet siddet i foreningens bestyrelse, hvor han især arbejdede med arbejdsmiljø og overenskomster.
Ved siden af det fagpolitiske arbejde har Bjarne Hjaltalin opbygget en karriere som anæstesiolog, overlæge og leder inden for dagkirurgien. I dag er han cheflæge på Dagkirurgisk Afdeling på Amager og Hvidovre Hospital.
Han er gift med Trine Hjaltalin og har to børn på otte og ti år.
