Professor fra Aarhus bliver ny prorektor på SDU

Professor i statskundskab Anne Skorkjær Binderkrantz tiltræder 1. november som prorektor på Syddansk Universitet.
Hun kommer fra Aarhus Universitet og bliver en del af SDU’s rektorat, som er universitetets øverste daglige ledelse. Her skal hun bidrage til at sætte retning for universitetets udvikling og omsætte dets strategiske ambitioner til konkrete resultater.
Anne Skorkjær Binderkrantz har tidligere været studieleder på Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet. Hun har desuden siddet i Aarhus Universitets bestyrelse i fire år og har dermed erfaring med både de driftsmæssige og strategiske sider af universitetsledelse.
I de senere år har hun været en del af forskningsledelsen for Magtudredningen 2.0. Her har hun blandt andet arbejdet med samarbejde på tværs af forskningsmiljøer, kontakt til relevante interessenter og forskningsformidling. Hun er desuden medlem af Forskningsrådet for Samfund og Erhverv.
Hendes forskning beskæftiger sig især med samspillet mellem det politiske system og eksterne aktører som interesseorganisationer, private fonde og virksomheder. Hun forsker blandt andet i lobbyisme, politiske eliter og private fondes rolle.
Anne Skorkjær Binderkrantz er ph.d. fra Aarhus Universitet. Hun er 50 år, bor i Åbyhøj og har to sønner på 16 og 18 år.
