Tre skud i bøssen – men ingen planer rammer ny medicin

Vores regering havde tre skud i bøssen, men nu ser det grangiveligt ud som om, at alle skuddene rammer forbi lægemiddelområdet.

Håbet var, at årets tre store planinitiativer – sundhedsstrukturreformen, lifesciencestrategien og Kræftplan V – kunne tage fat på at løse de stigende problemer, danske læger og deres patienter har med at få adgang til nye, innovative og ofte sindssygt dyre lægemidler.

Efter der er kommet (bedre) styr på ventetiderne og strukturerne omkring behandlingen af patienterne, resterer problemet med, at mange, mange lægemidler ikke kan tages i brug i Danmark, mens de i andre lande skaber store forbedringer for patienterne.

Det, man kunne håbe på, var, at Medicinrådet blev suppleret med en 2. instans, en højesteret eller rettere et second opinion-råd, som læger og patienterne kan henvende sig til med særlige ønsker, og som kan tage sig af beslutninger om lægemidler, som ikke er standardbehandling. Dette råd skal have sit eget budget, så rådet kan finansiere sine egne beslutninger. Det er en af mange muligheder for at åbne systemet op.

Det dur ikke, at Medicinrådet er sidste og eneste instans.

Behov for nye principper

Der er også kolossalt behov for at forny principperne bag Medicinrådet. Eksempelvis er der indlysende behov for, at der ved anbefalingen af lægemidler skeles til deres bæredygtighed. Medicinrådet burde også skele til lægemidlers belastning af ressourcerne i det danske sundhedsvæsen. Lægemidler, som sparer lægetid, sygeplejersketid, indlæggelsestid, og som kan bidrage til, at patienter kommer hurtigt tilbage på arbejdsmarkedet, bør prioriteres frem for lægemidler, som savner den slags gevinster.

Indlysende burde Medicinrådet også – via nye principper – presses til at tage særligt hensyn til sjældne diagnoser og små patientpopulationer. I dag bliver de små patientpopulationer ”snydt” af systemet, fordi lægemidler rettet til dem diskvalificeres på grund af det spinkle datagrundlag, som ligger bag dem.

Et spinkelt håb

Endnu er alt håb ikke ude for den slags løsninger og nytænkning af Medicinrådsinstitutionen. Der er trods alt et spinkelt håb tilbage, for det seneste skud i bøssen, Kræftplan V, kan komme i mål med en feberredning. Trods alt er det eneste, vi har set, et fagligt oplæg fra Sundhedsstyrelsen. Nu skal politikerne i gang.

Men det synes urealistisk, at denne regering har modet til at bære nytænkning igennem på lægemiddelområdet. Tværtimod ser det ud til, at Sophie Løhde (V) og velsagtens hele denne regering slet ikke er interesseret i at lave om på tingene, når det gælder at sikre, at danske patienter får adgang til de nyeste behandlingsmuligheder.

Det er åbenbart ikke en ambition, som Sophie Løhde deler. Hun har, fremgår det, fuld tillid til systemet, som er baseret på Medicinrådet. Ja, hun har netop medvirket til, at Medicinrådet skal overtage IRF’s rolle, når det gælder tilskudsmedicin.

Hvis der havde været politisk interesse for at lave om på tingene, ville det også have været inkluderet i oplægget fra Sundhedsstyrelsen. Men dette faglige oplæg indeholder absolut intet om behovet for nytænkning på lægemiddelområdet. Ja, ordet medicin er dårligt nok nævnt på de næsten 100 sider fra Sundhedsstyrelsen.

I det hele taget er Sundhedsstyrelsens faglige oplæg til Kræftplan V klinisk renset for spændende, konkrete initiativer, bortset fra et brud på ideen om, at alle patienter skal gennem uniforme forløb. Nu tales der om individualiserede forløb, sådan som lægerne har anbefalet i årevis. Det er faktisk en revolution, og det fortjener Sundhedsstyrelsen ros for. Man må håbe, at politikerne lytter til det gode råd. Men det er skam ikke sikkert – der er stor politisk begejstring for ens løsninger for alle.

Dette gør det paradoksalt, at strategiskiftet mod individualisering kommer på et tidspunkt, hvor sundhedsstrukturreformen trækker i den modsatte retning. Reformen lægger i stedet vægt på at gennemtvinge pakkeforløb for store kronikerområder – altså en strategi, der står i direkte modsætning til tanken om skræddersyede patientforløb.

Heller ikke sundhedsstrukturreformen turde tage hul på en nytænkning af den danske model for ibrugtagning af lægemidler. Hele denne reform er – selvfølgelig – blottet for tanker om andre måder at godkende lægemidler på i Danmark. Der er heller ingen erkendelse af, at der skulle være problemer med det aktuelle regime.

Oplagt mulighed, men...

Lifesciencestrategien, som også blev fremlagt i efteråret, var en anledning til at introducere en anden tænkning, når det gælder ibrugtagning af lægemidler i Danmark. Det turde ellers være en oplagt mulighed.

Men nej, i stedet fik danskerne en lang række ord om, hvordan Danmark kan skabe gode vilkår for lifescienceindustrien – tiltrække kliniske studier, skabe arbejdspladser og gøre danske virksomheder konkurrencedygtige på verdensmarkedet. Fokus var på nationaløkonomien, mens det blev helt ignoreret, hvordan lægemiddeludviklingen kunne sikre patienterne lettere adgang til nye og innovative behandlinger. Ingen nævnte risikoen for, at Danmark sakker bagud i forhold til lande, hvor sådanne behandlinger allerede er standard.

Egentlig kunne man have håbet på, at politikerne langt om længe har indset, at Danmark har brug for at reorganisere sin lægemiddelgodkendelse. Netop i 2024 blev det gang på gang et tema i debatten, senest med den såkaldte Trodelvy-sag, som opstod, da Medicinrådet ikke åbnede op for, at danske kræftafdelinger kan anvende lægemidlet Trodelvy til behandling af såkaldt triple-negativ brystkræft, der ikke kan opereres eller har spredt sig.

Trodelvy er ellers godkendt i mange andre lande, også Sverige og Norge, og derfor er det danske sundhedsvæsen ydmyget på sine kerneværdier, fordi danske kvinder nu rejser til for eksempel Norge for at komme i behandling med dette lægemiddel – en behandling, som koster 1,4 millioner kroner.

Sagen om Trodelvy dukkede op midt i Knæk Cancer-sæsonen, og derfor blev sagen omgående et af de varmeste emner på den politiske agenda. Realiteten er, at der forud for Trodelvy-sagen har været talrige andre helt parallelle sager, hvor danske patienter er blevet nægtet avancerede, moderne behandlinger, hvorefter de har valgt selv at finansiere deres behandling med lægemidler i lande, som giver muligheden.

Alt tyder altså på, at der skal mange flere Trodelvy-sager til, før regeringen tager affære. Problemet er, at initiativet skal komme fra Christiansborg – regionerne tager næppe fat af egen drift.

Og dog – der er jo stærke kræfter i Medicinrådet, som arbejder seriøst med at lægge andre principper til grund for medicinbeslutningerne end effektmål og økonomi. Medicinrådet og Amgros er jo i gang med overvejelser om bæredygtighed. I det hele taget virker Medicinrådet parat til at deltage i diskussioner om institutionens fremtid. Der synes at være en ny åbenhed.

Måske kan nogle af forbedringerne komme indefra.