Skip to main content

Ny professor på Aarhus Universitet i kønskromosomer og sygdom

Overlæge og ph.d. Anne Skakkebæk er tiltrådt som klinisk professor på Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet.

Hun tiltrådte professoratet 1. maj 2026 og skal forske i genetiske forskelle i kønsudvikling og i, hvordan kønskromosomer påvirker helbred og sygdom.

Anne Skakkebæk undersøger blandt andet, hvordan variationer i antallet af kønskromosomer kan øge risikoen for infertilitet, metaboliske sygdomme og psykiatriske lidelser. Hendes forskning har særligt fokus på kønskromosomsygdomme som Turner syndrom, Klinefelter syndrom, Triple X og Dobbelt Y syndrom.

"Mit mål er, at forskningen på sigt skal forbedre patientbehandlingen. Det kræver, at vi forstår de genetiske og biologiske mekanismer bedre og kan omsætte denne viden til forbedret diagnostik, klinisk håndtering og rådgivning," siger Anne Skakkebæk.

Hun leder blandt andet projektet Genomic natural history of sex chromosome aneuploidies, hvor hun undersøger, hvordan variationer i antallet af kønskromosomer påvirker udvikling og sygdomsrisiko fra fostertilværelsen og ind i den tidlige barndom.

Anne Skakkebæk er uddannet læge fra 2004, ph.d. fra 2013 og speciallæge i klinisk genetik. Professoratet er støttet af Aarhus Universitetshospital og Region Midtjylland.